Holdbarheden på stråtag kan variere en del, alt afhængig af forskellige faktorer, såsom beliggenhed og ikke mindst vedligeholdelsen.
Rørenes kvalitet Der anvendes forskellige tykkelser, længder og mængder i de forskellige områder i taget. Lange og tykke rør, er bedst i en skotrende, mens disse ikke egner sig til området omkring en gradt (hjørne).
Store træer Træer kan vokse ind i taget og skal straks beskæres. Høje træer der vokser ind over taget kan give "vandskader" Et stråtag skal have luft omkring sig, så det kan nå at tørre imellem regnbygerne. Et stråtag bør også være så langt fra store træer, at de tunge regndråber ikke rammer taget. Dråber der falder det samme sted gennem mange år, kan lave hul i tagfladen og kan vandet ikke løbe af, begynder taget at rådne. Gå dit tag efter minimum en gang om året og sørg for nødvendig beskæring.
Hældningen på taget Denne må generelt ikke være under 40 grader, da regnvandet derved bliver "stående" på rørene. Det er derfor ikke alle bygningskonstruktioner, der er lige velegnede til stråtag. Afhængig af bygningens arkitektur og konstruktion, vil vandet slide mere eller mindre på rørene. På en høj rejsning slider vandet mindre på rørene, idet vandet løber hurtigere af.
Husets beliggenhed Den ene side af et stråtag, kan holde længere end den anden. Ligger huset frit på en bakketop, er det mere udsat for stormskader, på den side der ikke ligger i læ. Solens ultraviolette stråler siges at "slide" på taget, men der er eksempler på at tagflader der altid ligger i direkte sol har holdt længere end den side der ligger mere i skygge.
Vedligeholdelse af rygning/mønning Du bør som en tommelfingerregel, få vedligeholdt sin rygning minimum hver 3. år, hvis det er en halmmønning.